Generelt om hulefisk

J.A.Norman skriver i sin bog A HISTORY OF FISHES følgende om de blinde hulefisk: »Teorien om at blinde fisk i tidernes morgen skulle være kommet ind i de underjordiske huler ved et tilfælde, eller at muterede individer uden øjne eller kun svage øjenanlæg skulle have opsøgt hulerne for her at kunne overleve må anses for helt uholdbar. Hvis man f.eks tager den cubanske Stygicola dentatus, der har nære slægtninge blandt dybhavets blinde fisk, ser det nærmest ud, som om de har udviklet sig samtidig med hulerne og gradvis har vænnet sig til at leve i ferskvand. Hos alle andre blinde fisk har adgangen til hulerne været helt frivillig, og i denne forbindelse må man ikke glemme, at næsten alle de blinde hulefisk er arter af en type, der kunne beskrives som særlig godt tilpasset til at klare sig uden øjne. Mallerne lever f.eks. for det meste i mudrede floder og vandløb og benytter sig mere af føletråde end øjne i jagten efter føde.«

Alle hulefiskene er meget livlige svømmere, og man ser dem kun meget sjældent stå stille. De svømmer rastløst rundt i akvariet for med deres sanseorgan at kun­ne mærke de andre fisk i akvariet, dekorationsgenstande osv, og for med deres gode lugtesans at kunne lugte sig frem til foder. Når en fisk svømmer gennem vandet, skubber den en »bølge« foran sig, og denne »bølge« kastes tilbage mod fisken af alle genstande, hvad enten det nu drejer sig om en dekorationsgenstand, akvarieruderne eller en anden fisk. De blinde hulefisks sanseorganer virker på samme måde som sidelinjesystemet, og kan altså registrere trykforskelle, der måtte komme fra en fisk, der nærmer sig eller den »bølge«, der kastes tilbage fra en sten eller plante.